Af Pia Kryger Lakha, april 2005
Det er nu 3 år siden Lakha Lama og jeg sidst var i Mundgod i Sydindien, hvor de største tibetanske klostre i eksil er etableret: Drepung og Ganden klostrene med i alt 7000 munke. Her er Lakha Lama åndeligt overhoved for fire klosterkollegier.
Sidst vi var hernede var da Tibet Charity gennemførte sit første gadehundeprojekt, hvor 10 dyrlæger under Gunver Juuls ledelse behandlede 300 hunde mod parasitter og steriliserede dem. Dengang var der alt for mange gadehunde, og deres helbredstilstand var elendig. De var udsultede og dehydrerede og de fleste af dem have skab og orm. Der var en farlig larm om natten, når hundene kæmpede om territoriet og de få mad- og vandressourcer.
Det var en hektisk uge i 2002, hvor Lakha Lama og jeg var med til at bade de mange hunde i vejkanten ud for Drepung klosteret, mens lokalbefolkningen så til med dyb undren. I Indien har gadehundene omtrent samme status som rotter har det i vesten, så vores projekt vagte en del opsigt. Der gik dog ikke ret lang tid, før folk kunne se det gavnlige i projektet, og efterfølgende fik vi mange positive tilbagemeldinger og takkebreve fra klostrene.
Da vi nu igen rejste til Mundgod i år, var vores besøg ikke i Tibet Charity regi. En gruppe på 18 af Lakha Lama’s elever, der havde gennemført en længere kursusrække i dybere buddhistiske praksis, havde fået tilbuddet om at deltage i en grupperejse til klostrene i Mundgod, hvor de som en kulmination på deres studier ville få mulighed for at praktisere og modtage buddhistiske belæringer af klosterets lærde mestre og fra Lakha Lama.
Lakha Lama og jeg lagde straks mærke til den store forandring der var sket med hundebestanden, for selvom der stadig er mange gadehunde, så er antallet helt klart reduceret. Der er stadig nogle hunde der lider af skab, men ikke nær så mange som i 2002.
Munkene hernede har en dyb hengivenhed og tro på Lakha Lama, og dagligt kom der mange munke og søgte hans råd om praktiske eller spirituelle anliggender. En af munkene, som havde et problem, fik det råd fra Lakha Lama, at han dagligt skulle sætte rent drikkevand ud til hundene, og at han skulle ofre dette vand med fuld kærlighed og medfølelse. Det ville gavne munken, og på sigt løse hans problem, samtidig med at det er til gavn for hundene.
Blandt vores danske deltagere var Charlotte, som er en stor dyreven. Hun greb resolut til handling, når hun så et dyr lide. En lille hundehvalp var blevet skambidt af en større hund, og den så i første omgang ikke ud til at have store chancer for at overleve, men takket være Charlottes og andre fra gruppens store omsorg, blev den plejet og passet så godt, at den kom sig helt, og den blev hurtigt gruppens maskot. Charlotte og hendes kæreste Kim er sponsorer for en tibetansk ”bedstemor” i Mundgod. Den ældre tibetanske kvinde påtog sig, at passe den lille hund, så alt endte godt for lille Dolma, som hunden kom til at hedde, og så har Charlotte og Kim jo virkelig noget at korrespondere med deres bedstemor om, og mon ikke de en anden gang kommer til Mundgod og besøger bedstemor og Dolma.
Vi besøgte også de tibetanske bosættelser i området, og da vi på en lille skole så en farlig metal rutchebane, med et stort hul, hvis takker var skarpe som en åbnet konservesdåse, fik vi hurtigt samlet penge ind til en ny rutchebane og en gynge.
Det var en rigtig dejlig og indholdsrig rejse, og gruppen fik hurtigt lært omgangsformerne på klosteret, hvor en ydmyg og respektfuld holdning er på sin plads. Det er små detaljer, som at man rejser sig og bukker, når en mester træder ind i lokalet, og at man er respektfuld i sin påklædning og omgang med munkene.
Lakha Lamas store anseelse på klosteret og gruppens anstrengelser for at efterleve klosteretiketten gav hurtigt gevinst i form af at alle døre åbnedes for os, og vi fik tilladelse til at komme ind og deltage i munkenes ceremonier og adgang til specielle tantriske tempelrum, som ellers er lukket for besøgende.
Da vi kom tilbage til stranden i Goa hvor rejsen startede og sluttede, skete det næsten igen. En ung hunhund fødte en hvalp for øjnene af nogle af vore deltagere, hvorefter moderen løb væk fra sin hvalp. Der blev hurtigt iværksat et team af hundehjælpere, som skiftedes til at passe den spæde hvalp. Lakha Lama købte en sutteflaske, og den lille fik intensiv pleje i et døgn. Så dukkede moderen op, og hun accepterede heldigvis sin hvalp som hurtigt faldt til patten sammen med sine 5 søskende. Moderen havde fundet et godt gemmested, hvor hun havde født resten af sit kuld, og nu koncentrerede gruppen sig om at pleje moderen og fodre hende, så hun havde noget at stå imod med til den krævende opgave som mor for 6 hvalpe. Solstrålehistorien endte dog brat med, at vi en morgen fandt den ulykkelige hundemor uden sine hvalpe. En lokal inder havde fjernet dem, og sandsynligvis aflivet dem i løbet af natten.
Vi plejer for sjov at give vores rejsegrupper et navn baseret på hvad der har været mest karakteristisk for gruppen som helhed. Denne gruppe kom til at hedde Bodhisatvagruppen, dels fordi de havde deltaget på et kursus om Bodhisatvaers (helgeners) adfærd, og dels fordi de i sandhed havde vist, at de forstod at bringe filosofien om omsorg for alle levende væsener fra teori til praksis. Det var en dejlig nem og dybt engageret gruppe, som hele tiden var opmærksomme på hvad de kunne gøre for andre, og ikke havde nogen høje forventninger til deres egen personlige komfort.
Det er meget sandsynligt, at vi i Art of Life regi om et år eller to vil gentage sådan en klosterrejse med intensiv buddhistisk praksis, men næste gang er det nok Lakha Lamas svenske elevers tur.