Af Ebbe Leithoff, april 2005
Sammen med en gruppe af Lakha Lamas elever fra Art of Life, har Ebbe været på en tur til Mundgod i Sydindien for at tilse Tibet Charity’s aktiviteter på stedet og modtage belæringer. Ebbe fortæller i denne artikel om sine oplevelser og indtryk fra et opholdet i Mundgod.
Klosterliv
”Donnng, donnng” – den dumpe lyd fra gonggongen i Drepung Loseling klosteret, der kalder munkene til morgenceremoni, forplanter sig også til klosterets gæstehus. Klokken er ca. 5.30, og det er stadig bælgmørkt udenfor. Det er tid til at komme ud af lagenposen, og et kvarters tid senere mødes 18 danskere udenfor gæstehuset for med Lakha Rinpoche i spidsen at gå den korte vej til Drepung Loseling for at overvære morgenceremonien.
Inden ceremonien udfører vi alle glidefald uden for templet - lige som munkene gør. Efterhånden myldrer et par tusinde munke ind i tempelrummet, og vi får lov til at sidde langs ydervæggen, hvorfra vi kan følge med i, hvad der foregår. Denne morgen chantes tekster fra Hjertesutraen, anført af den ledende munks dybe strubesang. Der anvendes ikke musikinstrumenter. Som tilhører er det bestemt ikke svært at komme i en meditativ tilstand. Efter en god halv times tid bæres store metalbakker med brød ind. Brødet deles hurtigt ud, hvorefter nogle af de yngste munke kommer spænende med store kander med smørte, der hældes op i munkenes medbragte krus. Lidt efter standser sangen, og vi lister stille ud, så munkene kan få deres morgenmad i fred.
Baggrunden for rejsen
Gruppen er under Lakha og Pias ledelse rejst til Mundgod for dels at besøge de tibetanske flygtningesettlements og se på Tibet Charity’s aktiviteter, dels for at modtage belæringer og følge klosterlivet i Drepung og Gaden-klostrene. Lakha Lama er overhoved for fire klosterkollegier - khangtsen - to under Drepung Loseling-klosteret og to under Gaden-klosteret. Gruppen er under de 9 dages ophold gæster på det ene af kollegierne: Drepung Loseling Phara Khangtsen.
Allerede ved modtagelsen af Rinpoche (som Lakha Lama tituleres her) i Phara Khangtsen den første dag blev vi opmærksomme på den grænseløse respekt og store hengivenhed, ja - kærlighed, munkene nærer for Lakha. Utallige munke og lægfolk opsøgte under opholdet deres mester for at hilse på og give en gave, få en velsignelse og hans råd i personlige sager. Det er en nærliggende tanke, at munkene ville finde det mærkeligt eller forkert, at Lakha i udlandet er blevet gift og har fået børn. Det er dog slet ikke tilfældet, idet der altid er reserveret en særlig plads til Pia, og hun inddrages som Rinpoches hustru i ceremonierne på en helt naturlig måde.
De tibetanske settlements
En dag var afsat til besøg i en af de tibetanske flytningesettlements, hvor vi først fik en orientering om forholdene af den stedlige leder - man kan sammenligne hans funktion med en dansk borgmesters. Herefter besøgte vi et tæppevæveri (der blev handlet!), et traktorværksted, som i sin tid er etableret med støtte fra Tibet Charity, en børnehave, der også fungerede som forsamlingshus samt en lille skole. På skolens legeplads var der en rutschebane, som slet og ret var farlig for børnene, idet metalpladen de glider på, var flænset op med nogle skarpe metalkanter som resultat. Der blev på stedet indsamlet penge til en ny legeplads fra rejsegruppen.
I nonnekloster
En anden dag var afsat til besøg i nonneklosteret Jangchub Choeling, som har ca. 165 nonner. Vi blev hjerteligt modtaget og bænket ved et veldækket bord med te og kage. Herefter modtog nonnerne en belæring af Lakha, som vi også overværede. Derefter skete der noget i vores øjne helt usædvanligt: alle begav sig ned i klosterets have, hvor Lakha velsignede to små naga-huse, der befinder sig der. For nogle år siden var der forskellige problemer i klosteret, bl.a. en del sygdom, og nonnerne følte sig derfor hjemsøgt af naturånder - naga’er. Lakha foreslog, at der i haven blev bygget to huse til dem, så de kan holde til dér i stedet for at blande sig med nonnerne. Dette råd fulgte klosteret, hvorefter problemerne aftog og nu er forsvundet.
Under besøget i nonneklosteret fik hver nonne en lille pengegave fra rejsegruppen. Det samme gjaldt munkene i de fire klosterkollegier, som Lakha er overhoved for. Donationerne medførte et besøg i hvert kollegium, hvor der blev afholdt en lille ceremoni: munkene chantede, pengene blev overrakt og der blev serveret smørte med brød eller kage. Vi fik hver især overrakt en katak som tak og symbol på de venskabelige bånd. Set med vore øjne er beløbet til den enkelte nonne og munk meget beskedent, men det betyder noget i en dagligdag, hvor de fleste er nødt at klare sig for meget få penge. Endvidere er prisniveauet i Mundgod meget lavt, så et glas te med mælk og sukker koster f.eks. 3 rupees - ca. 45 øre - en Cola 10 rupees - ca. 1,40 kr.
Drepung Loseling
Der var også tid til rundvisning på Drepung Loselings område, hvor Lakha viste os tempelrummene og forklarede statuers og symbolers betydning samt fortalte om undervisningen i klostret. Der er mange statuer af Tsongkhapa, grundlæggeren af Gelug-traditionen, da Drepung Loseling hører til denne tradition. Munkenes undervisning og oplæring er således baseret på dybtgående kendskab til sutraerne; - ikke på tantrisk praksis.
Under rundgangen besøgte vi også systue, værksted for røgelsespinde, biblioteket med bogsalg samt storkøkkenet, hvor der bages brød, laves mad og koges te til 2000 munke hver dag. Arbejdet udføres af munke med køkkentjans, og der var hektisk aktivitet med måske 50 munke i arbejde.
Munkedebat
Uden for køkkenet løb vi ind i en munkedebat. Munkene trænes to og to i fremstilling af læren, ved at den ene munk stiller spørgsmål ledsaget af karakteristiske bevægelser og håndklap, og den anden munk skal så svare på eller imødegå påstandene ved at trække på sin viden og ved at citere fra teksterne. Ofte er der en eller to andre munke, der sekunderer debatten. Debatterne er meget livlige og de er underholdende at se på - men med vores manglende kendskab til det tibetanske sprog, går vi selvfølgelig glip af indholdet; - desværre. Munkedebatterne bruges meget og foregår både om dagen og ikke mindst om aftenen, hvor der for eksempel på Drepung Gomang-klosteret skråt over for gæstehuset var debat næsten hver aften til klokken godt 22.
Belæringer
Da hovedformålet med vores besøg var at få mulighed for tilegnelse af en dybere viden om buddhistisk filosofi, var der mellem de forskellige aktiviteter også god tid til at modtage belæringer. De fleste belæringer gav Lakha Rinpoche selv i Phara Khangtsens tempelrum, som vi efterhånden kom til at betragte som ”vores”.
Ved et af besøgene på Gaden-klosteret modtog vi en belæring af Geshe Tenzing Sangpo over Tsongkhapas belæring ”Tre principielle aspekter af Vejen”. Geshe’n er en meget lærd og højt estimeret lærer på Gaden, og belæringen blev givet på tibetansk og på samme måde, som den ville blive fremlagt for en forsamling af munke. Belæringen blev glimrende oversat til engelsk af en munk, en hollænder, der i 9 år har været munk på Gaden-klosteret. De havde ikke tidligere givet belæringer for vesterlændinge, så dette var lidt af et forsøg; - et meget vellykket forsøg!
Drepung Loseling Phara Kangtsen ledes til dagligt af en meget lærd ældre munk, Geshe Wangchen, som har undervist i England, og derfor taler flydende engelsk. Vi modtog to belæringer af geshe’n om meditation, forhindringer for meditationen og metoder til at bekæmpe forhindringerne. Geshe Wangchen er en klippe af ro og afklarethed og hans udstråling af mildhed og venlighed er helt fantastisk. Vi blev vist alle meget betaget af ham og hans belæringer.
Langtlivsceremoni for Lakha
Ved en tredje belæring fortalte Geshe Wangchen os om formålet med den følgende dags langtlivsceremoni for Lakha Rinpoche, som nok må betegnes som besøgets højdepunkt for Phara Kangtsens munke. Under ceremonien chantede munkene, og der blev udført mandala-ofringer af kollegiets ledende munke, af Pia Kryger Lakha i egenskab af Rinpoches kone og af Pia Jakobsen som repræsentant for den danske gruppe. I ceremonien indgår også en tsog-puja med uddeling af kage og frugt samt nogle dråber vin. Alle kollegiets munke - og deltagerne i vores gruppe - går frem for Rinpoche, lægger en kuvert med en lille pengegave, overrækker en katak og modtager Rinpoches velsignelse. En langtlivsceremoni kan være meget langtrukken, men Lakha havde indtrængende bedt om en kort udgave. Vi i den danske gruppe ved godt, at Rinpoche ikke er meget for overdrevent ceremoniel til ære for ham selv - men ceremonien kom alligevel til at vare små 2 timer.
Besøget i Drepung Loseling var en helt usædvanlig og berigende oplevelse. Vi har besøgt steder og overværet ceremonier, som det normalt ikke er forundt vesterlændinge at opleve; - men som Lakha Rinpoches ledsagere stod stort set alle døre åbne for os. Vi fornemmede, at munkenes hengivenhed for Lakha blev overført på os i form af en helt enestående gæstfrihed.
Sydindien - Danmark; - der er i det daglige en stor fysisk afstand mellem klosterkollegierne og deres åndelige overhoved, men vi fik en fornemmelse af, at vores besøg også viste munkene, at Lakha trods alt har det godt i det fjerne land og ikke er omgivet af de rene barbarer. I en afskedstale ved det sidste aftensmåltid bad ”Lille Jensen” ( som vi kaldte en lille ældre munk ved navn Gyensen), os bl.a. om at passe godt på Lakha hjemme i Danmark. Og det vil vi så gøre.
Mon ikke de fleste af os tog fra Mundgod med et ønske om at kunne vende tilbage igen under en eller anden form? For et retreat, for at studere, for at opleve atmosfæren i klosteret endnu engang? Jeg tror det. Men under alle omstændigheder var dette besøg som nævnt en fantastisk oplevelse, som også giver inspiration til den daglige praksis. Personligt føler jeg mig meget begunstiget ved at have fået muligheden for at være med.