Af Pia Kryger Lakha, december 2003

Under vores grupperejse til Indien besøgte vi modtagelsescenteret for nyankomne flygtninge. Der mødte vi blandt andet tre unge teenagepiger, der for nylig var flygtet fra Tibet sammen med en gruppe andre børn og unge. De store piger på 16-17 år bar hver et femårigt barn på ryggen, det var ikke slægtninge, blot en flok unge, der var fundet sammen om det fælles mål at komme til Indien for at få uddannelse. De små var sendt afsted af deres forældre, i håb om at de vil få en bedre fremtid i frihed i Indien, end hvad der er udsigt til i Tibet. Men først måtte de gå så grueligt meget igennem.

De tre kønne unge piger sidder lidt genert tæt sammen for enden af bordet, hvor der er dækket op med småkager og te. De er i sikkerhed nu, hvor de efter den lange flugt fra Tibet til Nepal, og derfra videre til Indien, endelig kan ånde lettet op. De har nået deres foreløbige mål, og har indvilget i at fortælle deres historie til os.

På spørgsmålet om hvorfor de overhovedet er flygtet svarer de alle, at det er for at få en uddannelse. De kommer fra fattige landbofamilier, og til trods for at de med deres 16 – 17 år er i den alder, hvor de fleste unge har afsluttet folkeskolen, og måske er startet i gymnasiet, har ingen af disse piger nogensinde gået i skole. De er analfabeter, men har alle en jernvilje til at komme på skolebænken og starte fra grunden af.

Ganske stille, uden store heroiske armbevægelser fortæller pigerne om deres flugt. Man fornemmer den ydmyghed, som er så kendetegnende for mennesker der har overlevet livsfarlige situationer.

De vandrede over Himalayabjergene om nætterne, og gemte sig i bjerghuler om dagen, i frygt for at blive opdaget af de kinesiske grænsevagter. De turde ikke tænde bål og fik derfor kun koldt vand og lidt medbragt brød under den fysisk anstrengende flugt. Til tider var snedriverne så dybe, at de syvårige børn, som der ikke var nogen til at bære, måtte gå i sne til brystet. De store havde svært nok ved selv at forcere snemasserne i de stejle bjerge, og alligevel bar de uden at kny de mindste børn i flokken på deres ryg.

På et tidspunkt skulle de krydse en flod med rivende iskoldt vand. Et par af flygtningende tabte deres sko i vandstrømmen, og måtte vandre barfodet gennem sneen resten af vejen. De har sikkert fået bortambuteret deres tæer eller måske hele foden på grund af forfrysninger, da de endelig nåede frem til modtagelsescenteret i Kathmandu. Men vore tre piger var blandt de heldige der kom helskindet gennem flugten, og til overflod var heltmodige nok til også at redde et par små børn over bjergene.

Jeg tænker et øjeblik på den virak og heltemodtagelse, som vesterlandske bjergbestigere modtages med, når de vender tilbage til civilitationen efter at have besteget Himalayabjergene. De har som regel sponsorer der har forsynet dem med varme soveposer, luksus klatregrej, iltmasker samt bærere til at slæbe alt udstyret. Ofte følger et filmhold endda med for at forevige heltedåden.

Hvert år flygter 2500 – 3000 tibetanske børn, unge, munke og nonner ubemærket over de samme bjerge i billige gummisko og uden tilstrækkelig føde. De får ingen heltemodtagelse. Oveni de fysiske strabadser, har de den konstante angst for at blive fanget og sendt retur til afstraffelse i kinesiske fængsler for deres flugtforsøg. For nylig blev en gruppe unge således taget ved grænsen og fængslet, netop som de var ved at nå deres mål. Og så er der alle de, som bliver fanget af den barske natur. En 17 årig pige faldt under flugten i en ca. 20 meter dyb isrevne, hvor hendes kammerater måtte træffe den for alle traumastiske beslutning at efterlade hende døende. De havde ingen midler og muligheder for at redde hende op fra dybet.

Det er dog ikke alle tibetanere der har været gennem en farefuld flugt for at komme til Indien. Vi mødte også en ”luksusflygtning” der havde betalt sig fra det, og var kommet hele vejen i bil. Hans eneste formål med den lange og dyre rejse var blot en gang i sit liv at se H.H. Dalai Lama og få hans velsignelse, og han agtede at løbe risikoen ved at bringe velsignelsen med sig tilbage til Tibet, for at dele den med sine landsmænd.

Der er heldigvis mange tibetanere der ved flid og kløgt klarer sig rigtig godt i eksil, og har skabt deres egne forretninger, mange klarer sig endda bedre end de indfødte indere. Det ville da også være nedtrykkende hvis der efter 44 år i eksil, slet ikke var nogen succeshistorier.

Det er Tibet Charity’s formål, at hjælpe de virkelig nødlidende flygtninge, og vi er meget kritiske i udvælgelsen af de sager vi påtager os. Det er mennesker som for eksempel de tre piger, eller gamle og svagelige flygtninge, der har brug for en hjælpende hånd.

Tibet Charity har udover ældrehjælpen valgt at satse meget på bæredygtige iværksætterprojekter for unge fremover. Her kan unge, som ikke har kunnet gennemføre en akademisk uddannelse få oplæring og økonomisk hjælp til at starte op som selvstændige indenfor et håndværk. Vi søger også sponsorer til de som har evner for at gennemføre en højeregående uddannelse. Det koster cirka 3500 kr. om året at finansiere en universitetsuddannelse. Læs mere om dette andet steds i bladet, hvor vi bringer et konkret eksemplel på en ung pige, der søger støtte til en lægeuddannelse.

 
Adresse

C/O Jette Hoffmeyer
Sandbyvej 5
2730 Herlev

Telefontid

Mandage kl. 14-16 på tlf. 20 63 55 85
(især vedr. projekter indenfor sundhed og miljø samt
generelle spørgsmål om Tibet Charity)

Onsdage kl. 10-12 på tlf. 22 40 72 30
(især vedr. sponsorater, uddannelsesprojekter og økonomi)

 

Vi forsøger at være på
kontoret i telefontiden,
men hvis der ikke træffes
nogen, så prøv venligst igen
– på forhånd tak.

Email

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ønsker du at støtte

Mobile Pay: 990316
Bankoplysninger - klik her ->

 
 
 
 
 

tibetcharity.dk bruger cookies. Læs mere. Ved fortsat brug accepterer du dette.