
Projektgruppen består af: Gunver Juul, Anne Schrøder, Malene Rossil og i Indien: Tsering Lhamo.
Vi tager os af følgende områder:
Klinikker i institutioner og skoler samt - fra april 2005 -vor egen klinik i TC-huset i Dharamsala, Nordindien. På disse klinikker tilses skolebørnene samt primært fattige mennesker og nyankomne flygtninge i området.
Veterinær projekter, primært for gadehunde, der vaccineres, behandles for parasitter og andre infektioner samt steriliseres. Projektet er sat i gang efter personlig henstilling fra HH Dalai Lama.
Økologisk landbrug med anvendelse af EM (Effektive Microorganismer) med henblik på at styrke tibetanske settlements’ selvstændighed og økonomiske uafhængighed. Projekterne er inspireret af dekretet fra HH Dalai Lama om at gøre alle tibetanske settlements 100% kemikaliefrie ved at overgå til økologisk landbrug fremover.
Renovation på en ny måde er undervejs i Bir, hvor man vil køre en losseplads efter moderne EM-metoder, hvorved affald skabes om til økologisk dyrkbar jord.
Projekterne kører løbende med støtte fra private donatorer og fra indtægten fra HH Dalai Lamas sidste seminar i Danmark. For at kunne følge op behøver vi naturligvis fortsat støtte til disse projekter.
En af grundene til, at vi kan holde så mange bolde i luften, er vores ansatte oversygeplejerske Tsering Lhamo, som sørger for kontinuiteten i vore projekter i de perioder, hvor vi ikke selv er i Indien.
