Veterinær projekter

Disse projekter har indtil nu været enkeltstående tiltag med deltagelse af dyrlæger og veterinær-sygeplejersker fra Skandinavien. Vi har haft et projekt i Mundgod, Sydindien, i tilknytning til de store klostre dér. Og vi har haft et lignende projekt i Dharamsala, Nordindien, i samarbejde med Health Department i den tibetanske eksilregering.

I begge projekter har vi primært steriliseret hunde i et forsøg på at begrænse antallet, således at de eksisterende hunde kan få en bedre tilværelse. Vi har naturligvis også behandlet for diverse infektioner og foretaget operationer, når det var nødvendigt.

I Dharamsala var det primære mål endvidere at udrydde den frygtelige sygdom Rabies (hundegalskab), som hvert år har krævet dødsofre, især blandt børnene, der ikke kan løbe hurtigt nok i skjul for de syge, angribende hunde. Det er tilsyneladende lykkedes, eftersom der i den forløbne vinter, for første gang i mange år, ikke har været rapporteret om rabies-hunde.

Også på anden vis har hunde-projekterne været en succes. Vi får meldinger om, at hunde i de nævnte områder generelt har det meget bedre, at der er meget få ”hårløse” hunde, og at mennesker behandler dem bedre end tidligere. Det synes at være en vigtig ”side-gevindst”, at befolkningen lærer en anden måde at omgås hundene på, når dyrlægerne har været dér. Og eftersom megen smitte går fra dyr til mennesker, vil det også betyde en mindre risiko for mange infektionssygdomme, primært for børnene, der ofte har hunde som kæledyr og nære venner.

Den megen medicin og det dyre udstyr til projekterne er blevet doneret af diverse firmaer i Danmark, hvilket vi kan takke en aktiv lobbyisme fra dyrlægernes side for. Men alligevel har projekterne været dyre, fordi vi må transportere så meget gods ud til de lokale områder, og fordi så meget går tabt, når vi ikke har et sted at deponere vort udstyr mellem projekterne.

Anstrengelserne går derfor ud på at etablere et egentligt Veterinærhospital i Dharamsala, som kan være en permanent sæde for vore lokale projekter, og som kan betjene både gadehunde, private hunde og landbrugets dyr. Det sidste er også meget vigtigt, da sygdom blandt kvæget kan betyde økonomisk ruin for en familie. Det er desuden sådan, at en stor del af kvæget har tuberkulose, som gennem mælken går videre til forbrugerne. En gennemgribende indsats synes nødvendig for at stoppe denne uheldige situation.

Vi arbejder i dette store projekt sammen med Blue Planet, som er en privat amerikansk organisation, der støtter alle naturprojekter overalt på jorden.
Det er et stort projekt, og alle bidrag modtages med stor glæde og taknemmelighed. Især har vi brug for instrumenter af alle slags samt medicin og sterilt udstyr til dyrehospitalet.