Af Pia Kryger Lakha, april 2004
I år 2000 etablerede Tibet Charity et ungdomscenter i Jorpati lejren i Kathmandu. Det er en af de fattigste flygtningelejre i området, og et sted der var berygtet for sine problematiske unge andengenerationsflygtninge, der lavede ballade i området. De unge er født i Nepal, men deres forældre er tibetanske flygtninge. De har aldrig været i Tibet, og har derfor svært ved at forholde sig til deres rødder, samtidig er de heller ikke rigtige nepalesere, og bliver opfattet som fremmede i det land de er født og opvokset.
Jorpati var på mange måder en tilbagestående ghetto. Lejrens eneste arbejdsplads, en tæppefabrik, var gået fallit, og der var ingen forsamlingssteder i lejren. Vi fik lov til at overtage den tomme fabriksbygning, og omdannede stedet til et ungdomscenter og forsamlingshus.
Det første år var det svært. Vi troede, at det ville være godt at benytte de for os naturlige demokratiske principper, og lod de unge selv vælge to daglige ledere blandt dem, en ung mand og en ung kvinde, som begge var født og opvokset i lejren. De to fik løn for at lede ungdomscenteret, men det viste sig hurtigt, at de andre unge blev misundelige over deres to kammeraters position og løn, og der var ingen respekt omkring ledelsen.
På centeret er der daglig undervisning i skræddersyning, engelsk, musik og EDB, men i starten mødte de unge ikke regelmæssigt op til undervisningen, og de foretrak at bruge computerne til spil frem for til undervisning. Skrædderundervisningen var der ingen der interesserede sig for, den lønnede nepalesiske skrædderlærer mødte troligt op hver dag til en gabende tom systue.
Vi var på nippet til at opgive projektet, da Lakha Lama greb ind. Med sin autoritet som respekteret lama blandt de tibetanske flygtninge, kunne han skære igennem, og han nedlagde fra den ene dag til den anden det demokratiske system, og udpegede i stedet to unge, men myndige ledere udefra, Dakpa Tenzin og Wangyal. De udstråler begge en naturlig autoritet, samtidig med at de venlige og hjælpsomme af natur. De unge havde betydeligt lettere ved at respektere nogle ledere, der ikke kom fra deres egen ”andedam”, og især Tenzin havde mange gode ideer til nye initiativer på centeret.
Der var et par stofmisbrugere i lejren, som alle var bange for på grund af deres agresive adfærd. Det var derfor en stor overrraskelse for os, da vi engang besøgte centeret, og fandt de lokale bøller sidende artigt ved symaskinerne i skrædderstuen, hvor de var blandt de flittigste skrædderelever. Det tøj eleverne syer, gives til modtagelsescenteret for tibetanske flygtninge, så det gavner dobbelt; de unge får lært at sy, og de nyankomne flygtninge får nyt tøj. De uregerlige unge føler pludselig, at der er mening i deres tilværelse, og for at styrke motivationen og selvværdet, får de 50 rs. For hver fejlfri skjorte de syer, så de ud over at lære et fag også kan tjene lidt lommepenge. De unge kvinder har fået øjnene op for hvilken værdi det er at kunne sy sit eget tøj, og også drengene er blevet interesserede i at lære skræddersyning, især nu hvor de kan tjene lidt penge på skrædderarbejdet, så nu er der altid travlhed i systuen.
Når eleverne har gennemgået et års kursus på centeret får de et diplom med karakter for deres færdigheder. Der er flere af eleverne, der på den måde har kunnet få arbejde, og nogle arbejder selvstændigt med web-design af hjemmesider til hoteller og virksomheder.
For at bryde det lukkede ghettoagtige samfund i Jorpati, fandt Tenzin på at åbne centeret for elever udefra. De nyankomne flygtninge er især meget interesserede i at lære engelsk, og der er ligefrem venteliste til optagelse på kurserne. Tenzin syntes, at det var ærgeligt, at der var folk på venteliste, samtidig med at der var tomme pladser i klasserne på grund af nogle sløsede elevers udeblivelse. For at stramme op på mødedisciplinen, har Tenzin indført, at eleverne skal betale et depositum på hvad der svarer til 100 kr. når de tilmelder sig et kursus. De får alle pengene tilbage efter endt kursus, hvis de ikke har haft fravær, men hvis de udebliver, går depositum tabt. Det har givet en helt anden respekt omkring mødetiderne!
Tibet Charity i Jylland donerede for et par år siden tibetanske musikinstrumenter til ungdomscenteret, og vi ansatte en meget dygtig musiklærer. De unge mestrer nu de traditionelle tibetanske instrumenter og folkesange og danse så godt, at de er begyndt at optræde med det. Det var en stor dag for dem, da de blev inviteret til at optræde for alle de andre tibetanere i Kathmandu, der var samlet i anledning af det tibetanske nytår. Fra at have været ”byens sorte får” blev de nu mødt med bifald fra de mange fremmødte.
De gamle i lejren er blevet stolte af deres unge, og når de unge synger og danser deres fædrelands traditionelle melodier, bliver de gamle både rørte og glade, og det er skønt at se en gammel lillemor på 90 år kaste sig ud i dansen sammen med en flok teenagers. Det har givet et fornyet fællesskab i Jorpati, at der nu er noget som folk kan samles om på tværs af generationerne.
Vi har også etableret en basketballbane i forbindelse med ungdomscenteret, og de unge er glade for, at de nu kan deltage i de lokale basketballstævner, som de før i tiden kun kinne være publikum til, fordi de ingen træningsfaciliteter havde. Nu har Tibet Charity’s Ungdomscenter sit eget basketball hold, som de er meget stolte af.
Efter 3 års arbejde med de unge i Jorpatilejren, kan vi kun være glade for at vi ikke gav op, da det så mest håbløst ud. Resultatet er ud over al forventning; mange af de unge, der før gik modløse og arbejdsløse omkring, har nu fået mod på livet, og flere er kommet i arbejde eller har påbegyndt en uddannelse. Forholdet mellem unge og gamle i lejren er forbedret, og til vores store overraskelse, er der ikke længere nævneværdige problemer med stofmisbrugere.