Af Pia Kryger Lakha, december 2004
Forfatteren Vicky McKenzie, har i sin bog ”En hule i sneen” beskrevet den engelske nonne Tenzin Palmo, der har siddet 12 år i meditativ tilbagetrækning i en hule i Himalayabjergene. Vi mødte Tenzin Palmo under vores grupperejse til Nordindien i oktober. Det blev en stor oplevelse for alle os der var med, og som kom til at overvære den samtale der spontant opstod mellem Lakha Lama og nonnen.
Tenzin Palmo er født i 1943 i England, og siden hun var en lille pige, følte hun en dyb spirituel søgen. Som teenager blev det klart for hende, at det var buddhismen, der var hendes vej, og hun begyndte i en tidlig alder en seriøs praksis og fordybelse i den tibetanske buddhisme, der på det tidspunkt ikke var særlig udbredt i vesten. Som 21 årig rejste hun i 1964 den lange vej til Indien fra England med tog og fragtskib, for at blive frivillig engelsklærer for de tibetanske flygtninge. Hun underviste på en særlig skole for tibetanske lamaer i Dalhousie i Nordindien. Det var også der Lakha Lama lærte engelsk, et par år efter at han var flygtet fra Tibet i 1959.
I Dalhousie mødte Tenzin Palmo for første gang sin åndelige mester Khamtrul Rinpoche, og hun aflagde hos ham sit nonneløfte, og fulgte igennem en årrække hans belæringer sammen med de tibetanske munke på hans kloster. Det var en hård tid for hende, fordi hun som kvinde ikke hørte hjemme blandt munkene, og som nonne heller ikke hørte hjemme blandt lægfolkene, så hun var meget ensom i den periode, men fulgte alligevel uden vaklen den vej hun havde valgt.
Efter mange års praksis og vejledning fra Khamtrul Rinpoche, følte hun sig moden til at gå i meditativ tilbagetrækning. Hun vandrede mange dagsrejser fra Tashi Jong gennem Kulu dalen til Manali og videre op over Rothang passet i 4400 meters højde, og derfra ned til en lille tibetansk landsby. Der tilbragte hun først 3 år i delvis tilbagetrækning på et kloster, men hun følte stadig ikke, at hun var kommet langt nok væk fra civilisationen til at hun kunne nå den fulde fordybelse. Hun søgte derfor op i bjergene, hvor hun fandt en hule, som blev indrettet til hendes retreat sted. Her tilbragte hun 12 år i meditation. Hun havde selv besluttet at gennemføre sin retreat på den mest disciplinerede måde, og for at meditere mest muligt, og undgå at spilde tiden på unødig søvn, havde hun valgt ikke at have en seng, men kun en 65 x 65 cm stor kasse med en hynde i, som hun sad ret op i. På et klippefremspring foran sin hule havde hun nogle plantekasser, hvor hun dyrkede roer, og ellers levede hun af ris og linser, som landsbyfolkene bragte op til hende med 3-6 måneders mellemrum.
En vinter var der en voldsom snestorm og en lavine, der begravede hende i hulen. Hun sad i flere døgn indespærret i den kolde og mørke hule, før det lykkedes hende, at grave sig en tunnel ud. Selv da opgav hun ikke sin selvvalgte isolation for at søge sikkerhed i landsbyen i dalen under hende. Hun var fast besluttet på at gennemføre sin retreat, som gav hende en dyb spirituel indsigt.
I dag er Tenzin Palmo en ikon blandt spirituelt søgende kvinder verden over, men hendes bitre erfaringer om at blive diskrimineret som kvinde i et mandsdomineret buddhistisk hierarki, har sat sit præg på hende. En lama har engang sagt til hende, at kvinder ikke kan nå fuldkommen åndelig oplysning, de kan nå langt, men må til sidst lade sig reinkarnere som mand, for at nå det øverste trin i udviklingsprocessen. Hun følte sig kraftigt provokeret af denne forskelsbehandling, og blev fast besluttet på, at hun vil nå til oplysning som kvinde, uanset hvor mange livstider det vil tage hende.
Jeg spurgte Lakha Lama, om hans opfattelse af denne problemstilling, og han mener bestemt, at det må bero på en misforståelse. Kvinder og mænd har efter hans opfattelse af den dybe essens i buddhismen lige gode forudsætninger for at nå til oplysning. Ifølge Buddha indeholder alle levende væsener et frø af Buddha-naturen, og hvis man med omhu nærer dette frø gennem en opmærksom praksis af kærlighed og medfølelse, og overvinder sit ego, kan enhver med tiden nå til oplysning.
Under vores grupperejse til Nordindien i oktober, mødte vi Tenzin Palmo, og der udfoldede sig en livlig debat mellem hende og Lakha Lama.
Lakha Lama foreslog hende, at hun skulle opmuntre nonnerne til, som en del af deres buddhistiske praksis, at udføre mere socialt arbejde for de fattige i omegnen. Tenzin Palmo mente ikke, at dette var realistisk, da nonnerne ikke har haft mulighed for at få en højere filosofisk uddannelse. Hun oplever, at de som kvinder ikke bliver respekteret lige så meget i samfundet som munkene, og at derfor ingen selvrespekt har. Hendes pointe var, at når man ikke har noget selvværd, kan man ikke give til andre. Hun opfordrede derfor Lakha Lama til at gå til munkene, og få dem til at yde mere socialt arbejde.
Lakha Lama lyttede længe til hende, og svarede så, at han skam også havde opfordret munkene til det samme, der er fra hans side ingen forskelsbehandling på mænd og kvinder. Efter Lakha Lamas mening, vil nonnerne netop vinde høj respekt blandt folk og opnå et dybere selvværd, hvis de tjener andre, og bruger deres medfølelse og kærlighed i praksis ved at gå ud og hjælpe de syge og fattige. Lakha Lamas pointe var, at en dybere buddhistisk praksis af bodhicitta (kærlighed og medfølelse), ikke er betinget af hvor højt man er nået i sine buddhistiske studier på et intellektuelt plan, og hvilken status man har, det handler derimod om at være i sit hjerte frem for i sin hjerne. Når man uselvisk kan give af hjertet, udvikles den sande Buddhanatur.
Da Tenzin Palmo indså, hvilken dyb sandhed der var i Lakha Lamas ord, bøjede hun sig dybt for ham, og takkede for hans belæring, som havde berørt hende dybt.
Vi der var med, var alle dybt berørt af mødet med Tenzin Palmo, og vi var meget taknemmelige for at få mulighed for at møde hende. Hun er i sandhed en bemærkelsesværdig kvinde med en karismatisk udstråling.