Af Jakob Leschly, april 2005

I denne artikel fortæller Jakob om sin oplevelse af de tibetanske lamadanse. Han beskriver også den tantriske filosofi, der ligger bag dansene.

Langsomt viser en skrækindjagende, to meter høj kæmpe sig i templets store dør, og træder ud i lyset, mens hans rasende og med vidt åbne øjne stirrer i alle retninger. Han bevæger sig værdigt, akkompagneret af lange uafbrudte brøl fra flere meter lange horn, og den dybe regelmæssige buldren fra enorme stortrommer. Med højre hånd hæver kæmpen et sværd, og kløver luften med langsomme og præcist gennemførte hug, mens venstre hånd holder, hvad der ligner toppen af et kranie med hud og hår. Han træder langsomt ind i en stor cirkel, alt imens han vender og drejer sig og synes at flyde med musikken i en tidløs og magisk dans. Hans tilstedeværelse og hans vedvarende og stærke trin udtrykker en autoritet og kraft, som helt fylder den rummelige cirkel, han danser i. Endnu en kæmpe ankommer. Og så én til. Cirklen fyldes efterhånden med dansende kæmper, klædt i store kjortler med lange ærmer af silke og brokade i stærke farver. På trods af deres størrelse danser kæmperne med adrætte og voldsomme drejninger og spring. Musikken og kæmpernes dans flyder sammen i et åndedræt i en vedvarende og majestætisk rytme. Dette farvestrålende skue er et af de mest iøjnefaldende kulturelle aspekter af tibetansk buddhisme. Typisk ses disse danse i klostre overalt i Himalaya området, men også til tider i USA og Europa på turné. For publikum er dette en æstetisk nydelse med et orgie af farver og overjordisk musik, der nu går hen og bliver noget langtrukken. Men alligevel, lamadanse som sådan står for mange som en helt enestående og imponerende oplevelse et spændende møde med... med... ja, med hvad egentligt?

Dansene
Der er forskellige slags lamadanse. Nogle er en hyldest til Buddha eller den linie af mestre der fulgte ham, som Guru Padmasambhava, eller den store bodhisattva Gesar. Nogle lamadanse, som de berømte sorthat danse (shanak), fejrer den tantriske yogis dans med fænomener. Enten det er direkte eller indirekte, så omhandler alle danse visdommens frihed fra forvirring, ikke som et abstrakt princip, men som noget levende og dynamisk med en stærk tilstædeværelse. For tilskuerne kan disse danse enten være genstand for respekt, eller de kan inspirere til identifikation med dette hellige princip af visdom. I cham dansen er visdommens natur og dens følge af kvaliteter legemliggjort af en række guddomme – dansere der under deres optræden legemliggør og symboliserer visdommens guddommelighed og kvaliteter. I danse med de vilde heruka og dakini former, symboliserer dansen visdommens sejr over sindets smålige men sejlivede vaner og neuroser. Bestemt ikke nogen lille sejr. De dansende guddomme beskriver vores egen individuelle visdom. Noget der ikke nemt kan sættes i bås eller beskrives med vore intellektuelle begreber, og heller ikke noget der kan indskrænkes til konventioner om godt og ondt. De dansende guddomme udtrykker ikke bare blid klogskab, men også skarphed, nådesløshed og styrke. Den graciøse, storladne, og til tider frygtindgydende dans, der akkompagneres af en tilsvarende intens musik, skaber for alle en atmosfære af aktiv medleven.

Den tantriske vision
Man behøver ikke kende filosofien bag lamadansene. Man kan sagtens bare nyde disse danse og den gode stemning der udgår fra dem, og derfor er det også en begivenhed, hvor alle er velkomne. Mange turister foretrækker at sætte dansene i forbindelse med velkendte begreber som folkedans eller mytologisk drama. Venlige turistguider underholder gerne med, at det er det godes sejr over det onde , der udspiller sig her. Men for praktiserende tantriske buddhister er det mere umiddelbart og tæt på livet end blot forudsigelig moralsk underholdning. Lamadanse, ellercham på tibetansk, er baseret på vajrayana buddhismens vision af alle væseners ubetingede og rene kerne af vågen intelligens, den såkaldte buddhanatur og dennes spontane kvaliteter. Den tantriske form for buddhisme kan i sin ydre form umiddelbart synes at ligge fjernt fra andre buddhist traditione r, som dem man finder i Sri Langka, Thailand, eller i Japan. Men interessant nok er filosofien, der ligger til grund for buddhismen i disse traditioner den selv samme, som ligger til grund for lamadansene: for at forvirringens kredsløb, samsara, og dermed al lidelse, skal komme til en ende , må den indre visdomnatur, som alt levende besidder, fuldt ud genkendes og erkendes.

I buddhistisk tantra ses buddhanaturen som ubetinget tilstædeværende i forvirring og lidelse - samsara, såvel som i befrielse og oplysning - nirvana. Det klassiske eksempel er solen, der stadig skinner i himmelrummet, selvom et flygtigt skydække forhindrer os i at se den. Den tantriske vision er ekstraordinær, idet den præsenterer muligheden, at vor visdom allerede er spontant tilstede i os selv, men det skal understreges, at den tantriske vejs filosofi og metoder er baseret på buddhismens generelle belæringer - sutraerne. Det siges, at Buddha gav tantriske belæringer til elever, som allerede havde en solidt grundlag i sutraernes filosofi og meditation. I Indien blev den tantriske lære for det meste praktiseret i hemmelighed, men i Tibet eksisterede der ikke de samme tabuer og konventioner, og i den tibetanske buddhisme har man således en enestående integration af de forskellige niveauer af buddhismen. I tibetanske klostre ser man åbenlyst repræsentationer af tantriske symboler, såsom guddomme og mandalaer.

Når en tibetaner ser lamadanse, er det en påmindelse om Buddhas lære. Dansene ses som hellige og ikke som almindelig underholdning. At være tilstede ved disse danse, der kan vare flere dage, har en høj prioritet blandt alle tibetanere, lamaer såvel som lægfolk. Dem der har været tilstede som besøgende ved sådanne danse i Indien, Nepal eller Tibet, vil have lagt mærke til, hvordan de mere motiverede praktikanter sidder og mediterer, beder bønner, eller på andet vis engagerer sig i dansens dimensioner. Det betyder nu ikke, at publikum sidder anspændte og tavse, tværtimod – der er en meget afslappet og glad atmosfære med plads til snak, grin, og hygge – men det er sammen med en følelse af at deltage i en værdifuld oplevelse.

Meningen ved disse danse, såvel som andre aspekter af buddhistisk tantrisk kultur, er at give os mulighed for at direkte værdsætte vor iboende visdom. Her er visdommen set som en guddom i en verden der ses som en mandala. Disse danses rolle er ikke at bare at give os en æstetisk nydelse, men også at provokere og inspirere os til at genkende det oplyste sinds kvaliteter. Sådanne danse kaldes derfor på tibetansk for tongdrøl, hvilket betyder ’befrielse ved syn’. I Shechen klosteret i Katmandu holdes der hvert forår danse fra den tibetanske lama Guru Chøwangs Lama Sangdü tradition fra det 13. århundrede.

Detaljer om disse danse kan man finde i Matthieu Ricards Monk Dancers of Tibet(Shambhala) eller Moines Danseurs du Tibet (Albin Michel). Der holdes danse på en lang række tibetanske klostre. Udenfor Tibet er der Tashi Jong nær Dharamsala i Nordindien, Rumtek klosteret i Sikkim, samt Thubten Choling og Tengboche klostrene i Nepal. Og der er mange andre.

 
Adresse

C/O Jette Hoffmeyer
Sandbyvej 5
2730 Herlev

Telefontid

Mandage kl. 14-16 på tlf. 20 63 55 85
(især vedr. projekter indenfor sundhed og miljø samt
generelle spørgsmål om Tibet Charity)

Onsdage kl. 10-12 på tlf. 22 40 72 30
(især vedr. sponsorater, uddannelsesprojekter og økonomi)

 

Vi forsøger at være på
kontoret i telefontiden,
men hvis der ikke træffes
nogen, så prøv venligst igen
– på forhånd tak.

Email

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ønsker du at støtte

Mobile Pay: 990316
Bankoplysninger - klik her ->

 
 
 
 
 

tibetcharity.dk bruger cookies. Læs mere. Ved fortsat brug accepterer du dette.