Af Pia Merete Jakobsen, april 2005

Jeg håber at møde dig personligt en dag. Sådan skrev Gedun Tsultrim i det første brev til sin Tibet Charity-sponsor en gang i sommeren 2001. Nu her i januar 2005 gik ønsket, som var dybt gensidigt, i opfyldelse. Gedun Tsultrim er munk. Han blev født i Tibet for godt 30 år siden, og i dag bor og studerer han på det store Gaden kloster i Mundgod i Sydindien.

Vi mødtes i Mundgod, da jeg var så heldig at kunne deltage i Lakha Lamas og Pia Kryger Lakhas grupperejse hertil. Siden starten på vores bekendtskab via sponsoratet er der efterhånden fløjet adskillige breve og hilsener af sted mellem Danmark og Sydindien tur/retur; et par e-mails er det også blevet til på det sidste. Men Gedun Tsultrim kan ikke engelsk, så en oversætter er nødvendig i den indbyrdes kommunikation, og det kan være svært at finde en engelskkyndig person i Mundgod, der lige har tid. Så også af den grund var jeg på forhånd lidt spændt på, hvordan vores møde ville spænde af.

Små bekymringer
Besøget blev varslet, lige så snart rejsen så ud til at blive en realitet. Gedun Tsultrim skulle jo gerne være hjemme i Mundgod, når jeg nu endelig kunne lægge vejen forbi. Han skrev tilbage, at han glædede sig, men at han samtidig var lidt bekymret for, om han nu kunne opvarte mig på ordentlig vis. Han havde jo efterhånden levet så længe som munk, forklarede han, at han måske nærmest ikke længere vidste, hvad andre mennesker godt kan lide. Så gik der brev retur til Mundgod: Det skulle han slet ikke spekulere på. Jeg kom jo ikke for at blive vartet op. Jeg ville bare gerne hilse på, sige goddag og være sammen med ham for en stund. Selvom vi ikke ville kunne tale sammen, ville det være alt nok for mig. Dog havde jeg også mine bekymringer, for hvordan kunne vi mon egentlig

finde hinanden. Vi havde jo ikke aftalt mødested og tid sådan helt præcist, og ville vi overhovedet kunne genkende hinanden ud fra de udvekslede fotos?

Tashi deleck
Men selvfølgelig blev også disse spekulationer gjort til skamme, for allerede da jeg dagen efter, at rejsegruppen er ankommet til Mundgod, er på vej ud af mit logi på Drepung Loseling Guest House midt i den sydindiske ”siestatid”, står der to munke uden for døren – og jeg er på ingen måde i tvivl om, hvem den ene af dem er, og han er heller ikke det mindste i tvivl om, hvem jeg er. Vi har fundet hinanden og mødes ”personligt”.

Det er en stor glæde. ”Hello!” ”Tashi deleck!” Gedun Tsultrim giver hånd, mens jeg er i færd med at hilse på tibetansk, så godt jeg nu kan, og smilene vil slet ikke forsvinde fra vores ansigter. Han har været så betænksom at medbringe en engelsktalende munk, der meget venligt gør sit bedste for at oversætte for os, og da de begge har fået lov til først at skulle være tilbage på deres klosterafdeling midt på eftermiddagen, er der mulighed for allerede nu at tilbringe lidt tid sammen.

Vi drikker cola og spiser frugt, mens fotos af familien i Danmark bliver vist frem. Det er glædeligt at konstatere, at Tsultrim ser så sund og rask og frisk ud, da han i starten af vores bekendtskab havde nogle alvorligere helbredsproblemer. Men det er heldigvis et overstået kapitel.

Middagsinvitation
Gedun Tsultrim insisterer på at byde på middag hjemme hos sig, og det kan jeg jo naturligvis ikke sige nej tak til, så nogle dage senere bliver jeg afhentet af ham på aftalt tid og sted og vist hen til hans klosterkollegium. Også ved denne lejlighed har han vist den omsorg at skaffe en oversætter, denne gang en ung tibetaner, der har lært noget engelsk på Transit School i Dharamsala. I det hele taget synes omsorg at være et nøgleord for dette besøg, og det er meget rørende at opleve.

Det cirka 9 kvadratmeter store værelse, som Gedun Tsultrim deler med en medstuderende, er gjort meget rent og ryddeligt. Hans room-mate er sendt i byen denne eftermiddag, men er vist ikke så

særligt langt hjemmefra, for da en mobiltelefon pludselig ringer på reolen over den ene seng, fisker Tsultrim den roligt frem og forsvinder ud ad døren et øjeblik, hvorefter han vender tilbage uden. Det er midt i middagsheden, men også det er der taget højde for, der er rigeligt med juice og mineralvand og ikke mindst en elektrisk vifte, der står og snurrer på gulvet. Gedun Tsultrim viser fotos frem blandt andet nogle meget smukke billeder af familien i Tibet, som hans bedstemor har ladet lave i anledning af hendes festligholdelse af, at hun har reciteret et bestemt mantra et meget stort antal gange.

På besøg i templet
Efter en stund opfordrer Gedun Tsultrim til, at vi går over til Gaden klosterets store, nye tempel. Det ligger ikke ret langt væk, men alligevel fremdrager han fra et skab en kraftig, sort paraply, som han rækker mig. Den er sikkert god mod regn, når monsunen står ned, men den er selvfølgelig også anvendelig mod den bagende middagssol. Igen er der denne rørende betænksomhed og omsorg, som ovre i templet folder sig yderligere ud. For Tsultrim har en plan, viser det sig. Han vil ikke bare vise templet frem, faktisk er det overhovedet ikke det, det handler om, så jeg må bare følge trop. Efter at have købt et antal kataks viser han vej hen til H.H. Dalai Lamas trone, laver tre prostrationer, lægger en katak på tronen og bøjer sig så med panden mod tronen og modtager velsignelse, hvorefter han rækker mig en katak og opfordrer mig til at gøre det samme. Derefter går turen til templets overvældende store statue af Lama Tsong Khapa, hvor tingene gentager sig på samme vis. Først ham, så mig – og sådan går vi videre langs den store altervæg og ind i et sidetempel med stop ved udvalgte statuer af Buddhaer og Bodhisattvaer. Følg mig! - Ja, tak meget gerne. På hjemvejen er jeg ret tavs og stille, og det er ikke kun på grund af varmen.

Smørskulptør
Tilbage på Gedun Tsultrims klosterkollegium går vi op til et mindre tempelrum, der aktuelt tjener til fremstilling af smørskulpturer med henblik på det tilstundende tibetanske nytår i februar. Her er tre munke i gang med at forme farvestrålende figurer som relieffer på træplader af den sammenæltede masse af smør og stearin, der jævnligt fugtes med vand. ”Det er min boss her,” forklarer han leende med henvisning til den ene af munkene, og det viser sig, at den tomme fjerde arbejdsplads i rummet er Tsultrims, og at de færdige produkter, der er lagt frem på rad og række på et lavt bord, er en udstilling af hans ”værker”. De er meget smukke, og jeg får det ligesom, når han har sendt et brev med en fotokopi af sit årlige eksamensbevis fra klosteruniversitetet. Jeg bliver lidt stolt af ham og synes, han er umådeligt dygtig. Sådan lidt mor-stolt bliver jeg, men aldersforskellen passer jo også meget godt til det.

På et andet plan er jeg dybt taknemmelig. Jeg er taknemmelig for overhovedet at være i en situation, hvor jeg er i stand til at betale dette sponsorat og på den måde give støtte til det studie af den tibetanske buddhisme, som det er muligt at gennemføre her på de store eksilklostre i Mundgod.

For Gedun Tsultrim betyder sponsoratet, at han er i stand til at studere fokuseret og intensivt og ikke længere har bekymringer om helbred og udækkede basale behov. Så hans taknemmelighed og værdsættelse af forholdet er også stor, men som sagt, det er ganske gensidigt.

Et fælles måltid
Jeg når lige at få en kort demonstration af, hvordan man sætter et bagben på en hjort på en

smørskulptur, så står middagen – nej, ikke på bordet, men på gulvet i munkecellen. Hvordan den egentlig er blevet fremtryllet står ikke helt klart, men det er vist nok den ganske unge, ret nytilkomne munk fra Gedun Tsultrims hjemegn, som han er lærer for, der har stået for det praktiske. Han bliver ved med at bære små fade ind, og gulvet bugner efterhånden af lækre retter.

I den åbne dør dukker endnu en af klosterets beboere op - en slank mjavende kat, der også føler sig tiltrukket af traktementet. Den forsvinder igen et kort øjeblik, da Tsultrim jager den ud, for dog blot at dukke op igen lidt efter i selskab med endnu en kat. Det lyder nærmest venligt, da han igen forsøger at jage katte ud, så da der lidt efter stikker tre kattehoveder frem i døren, kan jeg ikke lade være med at spørge, om han plejer at fodre dem – og ja, det gør han faktisk. Så kan vi jo lige så godt nyde godt af måltidet alle sammen, selvom om kattene dog bliver henvist til at gøre det i klostergården.

”Vi ses”
Efter middagen er det ved at være tid til at bryde op. Oven på en lang og varm eftermiddag er i hvert fald både tolken og jeg efterhånden godt øre i hovederne af vores oversættelsesarbejde. Sætningerne skal være enkle og korte for, at det går, og indimellem vælger tolken til morskab for os alle kinesiske ord, når noget skal oversættes. Han har tibetansk som modersmål, er blevet undervist på kinesisk i skolen, har lært noget engelsk på Transit School og skal her i Indien også gerne kunne klare sig på hindi, så det er ikke så underligt, at der er et par smuttere undervejs. Han har været meget venlig, hjælpsom og særdeles tålmodig hele vejen igennem.

Men jeg får ikke lov at gå uden afskedsgaver. Jeg må tage imod en katak samt en pose, der viser sig at indeholde en smuk skuldertaske i tibetansk design, en thankaafbildning af Den grønne Tara og så et umådeligt stort uldent sjal, ”så du kan holde varmen i dit kolde land”. Jo, tak Tsultrim. Det skal nok hjælpe på den ydre temperatur, men den indre varme, du har givet mig ved din måde at være på, er nok så betydningsfuld. Og hvad siger man så til afsked ud over tak og tak og atter tak? Man siger: ”Vi ses!” – og det gør vi som nok før eller siden.

 
Adresse

C/O Jette Hoffmeyer
Sandbyvej 5
2730 Herlev

Telefontid

Mandage kl. 14-16 på tlf. 20 63 55 85
(især vedr. projekter indenfor sundhed og miljø samt
generelle spørgsmål om Tibet Charity)

Onsdage kl. 10-12 på tlf. 22 40 72 30
(især vedr. sponsorater, uddannelsesprojekter og økonomi)

 

Vi forsøger at være på
kontoret i telefontiden,
men hvis der ikke træffes
nogen, så prøv venligst igen
– på forhånd tak.

Email

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ønsker du at støtte

Mobile Pay: 990316
Bankoplysninger - klik her ->

 
 
 
 
 

tibetcharity.dk bruger cookies. Læs mere. Ved fortsat brug accepterer du dette.