Af bestyrelsesmedlem Gunver Juul – tovholder for Sundhed og Miljø

På klinikken i Dharamsala er der sket en del ændringer, idet vi også har mistet vores bedste home nurse, Tsomo, der efter barn no. 2 har valgt at være hjemmegående i nogen tid – hvilket vi godt kan forstå, men beklager på vegne af patienterne. Hun er gift med en af H.H. guards, der ofte er med på rejser, og derfor er Tsomo alene med børnene i perioder. Vi håber, hun kommer tilbage. Vi har dog fået 2 af vore tidligere home nurser tilbage igen, så klinikken er fuldtalligt bemandet med 3 homenurser og Jigmey, som er oversygeplejerske, så arbejdet fortsætter som hidtil. De to home nurser i Ladakh er overtaget af Home Department og nu ansat i Old People’s Home i den nordlige provins.

Vi siger sikkert farvel til Kumar i slutningen af denne måned, da han efter forlydende er nødt til at vende tilbage til den indiske landsby, han kommer fra, for at hjælpe forældre og brødre med landbruget. Han har gjort et flot stykke arbejde for organisationen Tong-Len, der hjælper i de allerfattigste dele af samfundet, nemlig i de plastikbyer, hvor folk er stuvet sammen i hytter lavet af tilfældige materialer, som de kan finde på lossepladser o.lign. steder. Kumar har været ansat og lønnet hos os, men udlånt til dette nyttige formål til Tong-Len, der er oprettet og ledet af en tibetansk munk. Vi ønsker ham lykke til og takker for det gode arbejde.

Disse tab af personale har selvfølgelig medført en reduktion af vore udgifter til denne afdeling i vores hus i Indien.

Klinikken har fortsat to vigtige roller i samfundet:
1. Oplysninger om sundhed i bred forstand gennem foredrag og rådgivning, samt behandling af syge med naturlige midler og støtte til operationer og hospitalsophold, dersom det er nødvendigt. Hjemmepleje til sengeliggende, nybagte mødre og ældre, der ikke kan klare sig selv.
2. Social støtte til mennesker i akut nød – økonomisk eller psykisk – og evt. hjælp til at søge mere permanent støtte fra offentlige eller private kilder. Vores samarbejde med Welfare Office og Home Department i den tibetanske eksilregering er her til stor nytte. Vores Emergency boxes til syge og socialt udsatte kan yde en her-og-nu hjælp, som ofte kan forhindre uoverskuelige problemer.

Blodbanken fortsætter sit meget nyttige virke, og den koster os ingenting, da udgifterne til transport af donorer er en gave fra en velhavende indisk borger i området. Der kommer stadig flere donorer til, så det er ikke vanskeligt at skaffe blod til patienterne på hospitalet.

Kurser for home nurser fortsættes ved hjælp fra besøgende udenlandske grupper. I det forløbne år har der været besøg og undervisning fra Australien og England og lige nu er der en fransk gruppe på besøg. I 2017 fik home nurserne update kursus i såkaldt Life Saving teknikker samt Massage og Akupunktur.

Klinik facilitet i Tibet er stadig under oprettelse, og indtil videre fungerer den som en rådgivning og støtte i lettere tilfælde af sygdom, men vi håber, at den kan udbygges med et egentligt uddannet personale. Der ydes støtte til hospitalsophold, medicin og operationer efter råd fra Norlha’s leder, der også varetager det daglige tilsyn med projektet. Vi sender remedier og råd derud efter anmodning, men der skal hele tiden gås på listesko for ikke at støde eller vække for meget opmærksomhed hos de lokale myndigheder, der ikke er alt for begejstrede for vesterlandsk indflydelse.

 
Adresse

C/O Gunver Juul
Hvedevænget 1
3230 Græsted

Telefontid

Mandage kl. 14-16 på tlf. 20 63 55 85
(især vedr. projekter indenfor sundhed og miljø samt
generelle spørgsmål om Tibet Charity)

Onsdage kl. 10-12 på tlf. 22 40 72 30
(især vedr. sponsorater, uddannelsesprojekter og økonomi)

 

Vi forsøger at være på
kontoret i telefontiden,
men hvis der ikke træffes
nogen, så prøv venligst igen
– på forhånd tak.

Email

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ønsker du at støtte

Bankoplysninger - klik her ->