Tibet Charity Youth Centre i Dharamsala i Indien tilbyder gratis engelskundervisning til tilflyttere fra Tibet og til dem, der allerede er bosat i Indien, og som typisk ikke har en formel uddannelse. Alle tibetanere der har et behov er velkomne. Det betyder, at klasseværelserne er fyldt af unge og gamle, mænd og kvinder, munke og nonner.
Engelsk hjælper dem til at kunne konkurrere på det indiske arbejdsmarked eller at søge ind på en videregående uddannelse i Indien eller i udlandet. Ofte er tibetansk det eneste sprog, som tales af de studerende.
Hver klasse har mellem 15 og 20 studerende, og der undervises på 4 niveauer.
Nye studerende er forpligtet til at tage en sprogtest, og adgang til et højere niveau er baseret på beståelse af en eksamen.